| Rungsted Curling Klub |  |
|
|
|
Curling-spillets HISTORIE Hvordan starter noget...? I den sene
vikingetid gik fire drenge og kedede sig et sted i Norge. Så fandt de på at
glide rundt med nogle store træklodser på et tilfrosset vandhul. Hurtigt fandt
de ud af, at hvis der var visse regler, så var det meget sjovere - og så kunne
de også konkurrere med hinanden om at være bedst. Var
det sådan
curling startede? Det anses for sandsynligt, at det herfra har spredt sig til Bayern, selv om det ikke kan udelukkes, at de her selv har udviklet deres eisschiessen. Fra Bayern skal dette spil have spredt sig til Holland, hvor det kendes som kuting, og hos nederlandske renæssancemalere ses det afbildet i flere vinterscenerier. Flandriske indvandrere bragte i 1407 spillet videre til de britiske øer, hvor det især i Skotland blev en stor succes. Det nævnes i skotsk middelalderdigtning, dette Bonspiel, som højlandets Brethren of the Broom (Fejekostens Brødre) dyrkede med kosten og fejning i en fremtrædende position. Det skal være ganske vist, at datidige celebriteter som Kong James 1., Maria Stuarts mand Lord Darnley og digteren Shakespeare skal have svunget riskostene lystigt og med stor iver. Shakespeare nævner endda spillet i sit berømte drama "Henrik den Ottende". Broderskaberne var regulære selskabelige sportsforeninger, ofte med en humanitær baggrund, og spillet var nu så populært, at flere skotske herremænd i deres slotte, f.eks. Scone Palace, indrettede store lokaler til curling - så kunne man spille på de blanke gulve hele året! I 1700-tallet bragte britiske udvandrere curling med til kolonierne i Nordamerika, hvor det - som i Skotland - blev videre udviklet efter man var gået over til at bruge sten i stedet for træ, og det er i dag en kæmpestor og meget populær sportsgren i Canada, hvor der findes over en million registrerede curlingspillere. I Norden stiftede vi først langt senere bekendtskab med denne sport. I 1846 emigrerede skotten William MacFie til Uddevalla i Sverige, hvor han kort efter stiftede en curlingklub. Den fik dog desværre ikke en særlig lang levetid, men han forsøgte atter i 1852, hvor den langt mere levedygtige Bohuslänska Curling Klubben så dagens lys. Curling ansås her for at være en ganske exklusiv sport, og den var faktisk forbeholdt beboerne ved vestkysten indtil 1901, hvor den fik sit indtog i Stockholm. Vi skal helt frem til midten af det 20. århundrede før curling som sport bredte sig videre til Norge, og først i 1970 blev Dansk Curling Forbund stiftet; senere er Finland kommet til, og som det sidste land i Norden - ja, rigtigt: Island! Trods det, at dansk curling af alder kun er få årtier gammel, og at de vilkår man indtil årtusindskiftet kunne tilbyde sine elitespillere var begrænsede, har Danmark været flot repræsenteret i internationalt sammenhæng i mange år. Indtil videre må det flotteste og mest markante resultat anses at være sølvmedaljerne ved de Olympiske Vinterlege i 1998, hvor Helena Blach Lavrsen i den japanske by Nagano sammen med Dorthe Holm, Trine Qvist (daværende RCK), Margit Pörtner (trådte sine juniorcurlingsko i RCK) og Jane Bidstrup holdt danskerne vågne om natten, når de skulle følge med i de spændende curlingkampe.
Curlingstenens udvikling
Guthrie Stone. Stirling Stone 1511. Jubilee Stone. I Skotland gik man hurtigt over til at bruge sten i stedet for træklodser. Langs bredderne på højlandets loch's samlede man passende natursten, som blev forarbejdet. Først var det blot udskårne finger"gruber" eller fordybninger; senere begyndte håndtaget at indfinde sig, og samtidig steg curlingstenenes vægt betydeligt. Der var endnu ingen regler for form og størrelse, så kunne en stor og stærk Mac' tumle en af kæmperne, som dengang kunne veje helt op til et halvt hundrede kilo, så kunne sejren være næsten sikker! Mange af disse sære sten er gået i arv fra én generation til den næste, og adskillige er blevet betragtet og bevaret som klenodier i klanerne. På museer ses curlingsten af dramatiske former og størrelser.
Black Meg. Tam Samson's Stone. Moderne sten. I 1761 fik Brethrens of the Broom optegnet de første regler, og stenene begyndte at blive runde med et håndtag af den type vi kender i dag. Vægten kunne dog stadig variere en hel del, ligesom udseendet ikke nødvendigvis var af en bestemt standard. Sådan forholder det sig ikke med de moderne sten, der bliver spillet med i dag. En curlingsten må maximalt veje 19.960 gram, højst være 914,4 mm. i omkreds og højden uden greb må ikke overskride 114,3 mm. De 16 sten, som et sæt består af, skal være helt ens, men kan dog variere inden for ganske små tolerancer. De fremstilles af en speciel type skotsk granit, som er yderst homogen og stabil, så de kan tåle at støde mod hinanden utallige gange. Seneste udvikling indenfor curlingsten er en type greb som - forsynet med lysdioder - kan fortælle, om en curler overskrider hog-line, når stenen bliver sat. - Endnu er en "selvkørende" curlingsten ikke blevet opfundet - og det bliver den forhåbentlig heller aldrig!
Se også under: € €
|
Måske... Det vides ikke - men det kan såmænd
være lige så godt et bud, som så mange andre! Historie har det som bekendt
med at fortabe sig i tågerne. Det vides dog, at man i den tidlige middelalder
spillede et udviklet spil, som kaldtes Knakkleikr (-andre kilder
benævner det Knattleikr), som lidt frit kan oversættes til spil med trækugler.
Dette spil omtales i forskellige islandske sagaer - Faltöy-bogen, Egils saga,
Gisle Sùrssöns saga - og islændinge tog spillet med sig på pilgrimsfærd til
Rom i det 13. århundrede.
