Rungsted Curling Klub   

Startside
Træning & prøvetimer
Medlemmer
Firma-curling & Arrangementer
Sæson 2011-2012
Turneringer
RCKs 40 års jubilæum
Rungsted Cup
RCK Løvfalds-Turnering
B52 Blockbusters
Mølleå Cup
Curlingudtryk / ordbog
Staldtips
Historie
Pins & Ping's
Links
Information in English

 

 

                Hva'ba'...?

       

                                   CURLING-UDTRYK

                                Her er en lille "ordbog" over nogle af de betegnelser, udtryk

                                           og slangord, du kan høre anvendt i curlingsporten.

 

                                                                     

OM BANEN:

Baglinie:        Linie, som markerer banens afgrænsning bagtil, altså banens bageste kant. En sten skal have passeret baglinien helt, før den er ude af spil.

Bane:            Område med is, afmærket med de efter curling-reglerne korrekte mål på alle afstribninger  etc. Banen er spejlvendt over både den langsgående og tværgående centerlinie (sidstnævnte optegnes ikke). Husets 3 koncentriske cirkler skal farvemæssigt være tydeligt forskellige fra hinanden.

                


Centerlinie:  
     (Midterlinie)  Linie, som markerer banens centrum i længderetningen.     

En skive is:      Det samme som en bane.

Free Guard Zone:  Se under afsnittet: Om spillet. 

Hack:               Skrå afsætflade eller fod-afsæt, fastgjort i isen knap 2 meter bag baglinien. Fra hack'et tager spilleren afsæt til sit slide. Et hack har typisk en gummioverflade, som gør afsættet sikkert.

Hog-line:        ("Svinestregen"!!! - ja, man tror det næppe!) Linie på tværs af banen, ca. 4½ meter foran husets forkant. En sten skal passere hog-line helt for at være med i spil. I den ende af banen hvorfra der spilles mod huset, skal spilleren, som sætter en sten, have sluppet denne før den passerer hogline.

..men hvad betyder egentlig Hog-line...?
Jah, det er jo et sært udtryk...   ...svinestregen...
...men en meget sandsynlig forklaring skulle være, at det i virkeligheden er en gammel fårehyrdebenævnelse for den del af en fåreflok, der bevæger sig langsomt som en række svin (hog line), der roder i jorden - og som derfor er længst væk fra flokken, men dog alligevel er med...
 
...det samme kan jo siges om en curlingsten, som lige netop er med i spil, men samtidig er længst væk fra tee (..."centrum af flokken", kunne man sige...).

(Tak for en god forklaring, Michael og Oluf!)

.

Huset:            Cirkulært felt i hver sin ende af banen. Det består af 3 koncentriske cirkler, der er  4, 8 og 12 fod i diameter. Det er banens målfelt. Der gives kun point, såfremt én eller flere sten berører eller ligger inde i huset.

Midterlinie:      Se: Centerlinie.

Pebbling:          Der sprøjtes fine vanddråber over isen før den er anvendelig til at spille curling på. Pebbling'en gør, at isens overflade bliver meget glat, og den tillader samtidig, at stenen curler/roterer. Uden pebbling fungerer spillet ikke, da isens overflade så har for stor friktion - både til fremdrift og til rotation.

Sidelinie:           Linie, som markerer banens afgrænsning til siderne i længderetningen. En sten, der har berørt sidelinien er ude af spil.

4-fods cirklen:      Husets inderste cirkel, 4 fod i diameter.

8-fods cirklen:      Husets midterste cirkel, 8 fod i diameter.

12-fods cirklen:    Husets yderste cirkel, 12 fod i diameter.

Tee:                Husets centrum. Det er normalt, at centrum er markeret midt i en hvid cirkel, 1 fod i diameter.

Tee-line:           Linie på tværs af husets centrum (Tee-line går fra sidelinie til sidelinie).

 

OM STENENE:

Et sæt sten:       16 helt ens sten, fremstillet af samme granit - som et sammenhørende sæt. Det er i praksis ikke muligt at sætte ét sæt sten sammen af sten fra forskellige sæt. Selv om forskellene må forekomme små, kan der være forskel i vægt, diameter og højde, glideflader, glideevne og   rotationsevne. Det kan lade sig gøre at udskifte bundene på et sæt sten, idet man fjerner nogle centimeter af bundene, hvorefter erstatningsbunde af samme granit pålimes og tilpasses sættet.

Farver:              Hver halvdel af et sæt curlingsten er markeret med hver sin farve, som er tydeligt  forskellig fra den anden halvdels.

Glideflade:        Den cirkulære flade under curlingstenen, ca. 1 cm. bred. Den kan sammenlignes med bunden af en tallerken. Hvis stenen er helt flad i bunden, vil den ikke være i stand til at rotere - eller for den sags skyld kunne glide særlig langt.

Gooseneck-handle:    Det "gammeldags" greb. - måske nok det greb, som klæder en curlingsten bedst! Det er fremstillet helt af metal, dog selve den vandrette gribeflade undtaget.

                                             

                                   Moderne handle.                                    Gooseneck-handle.

 

Handle:             Håndgreb, monteret på stenen med en bolt, som går gennem stenens centrum. Et moderne greb har typisk en plasticoverflade i klare farver. Man har i dag taget specielle greb i brug, som med lysdioder markerer, om en sten er/ikke er sluppet korrekt inden hog-line.

Rock:                Curlingsten.

Sten:                  Cirkelrund, poleret granitblok, hvis maximale omkreds må være 914,4 mm., og maximum 114,3 mm. høj (excl. handle). Den maximale vægt må være 19.960 g.           

 

OM SPILLET:

Bider:                En sten, som lige netop berører ("bider fast i") huset, og derfor er potentiel pointsten.

Bonspiel:           En curlingkamp - eller turnering - som ikke er et officielt mesterskab. Udtrykket er meget gammelt, stammer fra Skotland, og kan vel bedst oversættes som: en venskabelig dyst.

Centerguard:    Guard, som ligger inde ved midterlinien.

Cornerguard:    Guard, som ligger ud mod en af sidelinierne.

Curl:                  Stenens rotation. Ideelt ved indlæg eller guards er ca. 2 fulde rotationer fra stenen bliver sluppet til den standser.

Curlingkamp:     En curlingkamp spilles over 8 eller 10 ender. Skal en vinder findes i en curlingkamp, hvor stillingen er lige efter de 8/10 ender, kan det blive nødvendigt at spille ekstra ende(r).

Delivery:           Se: Sætte en sten.

Double raise:    Sten, som rammer således, at den skubber til en anden sten, som skubber en tredje sten (eksempelvis) ind i huset.

Double take:     Sten, som rammer således, at 2 andre sten går ud af spil.

Draw:                Et indlæg, hvor stenen stopper inde i huset.

End(e):               En omgang, hvor de 2 hold sætter hver 8 sten. Hvert hold sætter 1 sten på skift. Der kan først tælles point, når den sidste (16.) sten er bragt til ro.

Fart:                   Den tid en sten bruger for at tilbagelægge en given distance. Fartbetegnelserne kan variere fra hold til hold, og vil samtidig være afhængig af banens beskaffenhed.

Free Guard Zone:    Feltet mellem hog-line og tee-line - undtagen husets forreste halvdel. I dette felt må de første 4 sten i en ende ikke fjernes af et modstanderhold, før den 4. sten er bragt i ro - altså må den 5. sten, der sættes i en ende godt skyde en modstandersten ud af spil.

        

                                                      Free guard zone = det grå område..

                                        

Freeze:              En sten, som spilles op mod en anden sten, således at de to sten berører hinanden, eller ligger med en kun meget lille afstand til hinanden.

Frys:                  Se: Freeze.

Garde:                Se: Guard.

Give is:               Det sted, som skipperen markerer som sigtepunkt med sin kost, i forhold til det sted stenen skal stoppe eller ramme en anden sten (Se også: Mere is/Mindre is).

Guard:               En sten, der ligger placeret foran huset. Den kan dække en sten, som (fx.) ligger i huset, eller den kan bruges til senere at spille en sten om bag ved.

Hit and roll:        Se: Ram og rul.

Hog-linefejl:      Hvis en spiller under slide ikke tydeligt slipper sin sten før den berører hog-line, eller hog-line tydeligt overskrides før delivery. Sker dette, dømmes stenen ude. 

Indlæg:              Se: Draw.

Inhand turn:       En sten, som roterer "med uret". (Udtrykket dækker korrekt for en højre-håndet!)

Komme skævt ud:    En spiller slider ud af hack'et i en skæv vinkel i forhold til sigtepunktet.

Kort sten:          En sten, der ikke kom så langt, som den skulle - eller bevidst spilles sådan.

Lang sten:          En sten, der kom længere end den skulle - eller bevidst spilles sådan.

Mere is:            Kosten (sigtepunktet) flyttes lidt længere væk fra det sted , hvor man ønsker at stenen skal stoppe eller ramme en anden sten.

Mindre is:          Kosten (sigtepunktet) flyttes lidt tættere på det sted, hvor man ønsker at stenen skal stoppe eller ramme en anden sten.

Negativ is:        Skævhed i is-overfladen, som tvinger stenen i modsat retning af den ønskede. (Eksempel: Stenen sættes lige op ad midterlinien med inhand turn/rotation "med uret", og den burde derfor trække til højre. Med negativ is trækker den til venstre.)

Omgang:            Se: End(e).

Outhand turn:    En sten, som roterer "mod uret". (Udtrykket dækker korrekt for en højre-håndet!)

Raise:                 Sten, som rammer en anden sten, så den (fx.) kommer til at ligge i huset.      

Raise take out:   Sten, som rammer en anden sten, der igen rammer en tredje sten, som derefter går ud af spil.

Ram og rul:       En sten, som rammer en anden (der eventuelt kan gå ud af spil), og herefter ruller til én af siderne. Bruges typisk, hvor en modstanders sten fjernes fra huset, samtidig med, at "man selv" går i skjul bag én eller flere guard'er.

Rejs:                  Se: Raise

Rotation:            Se: Curl.

Round Robin:     Indledende runde i en turnering.

Run-back:          Se: Raise take out.

Sigtepunkt:         En spillers sigtepunkt er skipperens kost (i den anden ende af banen).

Skotten:              Den sten, som ligger tættest mod midten i huset (tee).

                               

  Sort sten er skotten. Sort får kun 1 point, fordi rød er næsttættest  på centrum. Rød får ingen point.

 

Slide:                  Når en spiller sætter af fra hack'et, og glider ud af isen for at sætte sin sten.

Snitte:                 En sten rammer en anden så "tyndt", at den kun flytter denne ganske lidt, samtidig med at den selv glider videre i kun let ændret vinkel.

Split:                   En sten, som rammer en anden således, at de to sten glider til hver sin side.

Spor:                   Isen er ujævn. Der er fordybninger i længderetningen, som tvinger stenen i en ganske bestemt retning. Der kan også være spor med negativ is, som gør det umuligt at styre og beregne stenens retning. Spor eller områder med dårlig pebbling, kan virke bremsende på stenen.

Sætte en sten:    At spille en sten, "aflevere" en sten (delivery) kaldes at "sætte" en sten.

Take (out):         Sten, der rammer en anden sten, så denne går ud af spil.

Tap-back:          Se: Raise

Tripple raise:      Se: Double raise - her blot med endnu en sten.

Tripple take:       Sten, som rammer således, at 3 andre sten går ud af spil.

Tykt på kosten:      At stenen sættes længere ud mod sidelinien end sigtepunktet markerer.

Tyndt på kosten:    At stenen sættes længere ind mod midten af banen end sigtepunktet markerer.

Weight:                 Se: Fart. 

 

OM UDSTYRET:

Antislider:          Beskyttelses"galosche", som beskytter glidesålen på en curlingsko.

Biter:                  Instrument til at måle, om en sten er pointsten.

Broom:               Den "originale" vare! En broom er en riskost, typisk fremstillet af majs-ris. Det kræver en ganske bestemt teknik at bruge en broom, som kun et fåtal i dag mestrer. Det lyder rasende godt, når et par fejere banker deres brooms i isen, men effekten af fejningen står på ingen måde mål med dén de moderne pudekoste præsterer; så brug af brooms hører i dag til i det nostalgiske hjørne!

Curlingsko:        Sko, fremstillet med curlingspil for øje. Fås med forskellige typer glidesåler.

Glidesål:            Glat sål af teflon eller andet kunststof, eventuelt metal, som er fastgjort under spillerens sko. Kun den ene sko (den fod, som spilleren slider/glider ud på) er forsynet med glidesål; den anden sko har en rågummisål, der har et godt greb i isoverfladen.

Kost:                  Særdeles solidt skaft af træ eller glasfiber, som skal kunne tåle store vægtbelastninger. Kostehovedet er fremstillet af træ eller plastic, og er forsynet med meget tætte hestehår eller en pude af vævet  kunststofmateriale. Koste bruges for dels at holde isen ren, dels for at kunne regulere stenens retning - og i særdeleshed for at kunne trække stenen længere op ad banen. Det sidste sker, fordi isen opvarmes ved den kraftige fejning,så stenen glider på en ganske tynd vandfilm (aquaplaning), hvorved friktionen mellem isen og stenen formindskes betydeligt.

Slider:                 En løs "galosche" med en glidesål, som man kan tage uden på en sko. Bruges primært af begyndere, som endnu ikke har valgt egne curlingsko - eller af lejlighedsvise gæstespillere.

Sten:                    Se under punktet Om sten.

Stick:                   En "skubber" - et fleksibelt gribehoved, der er sat for enden af et kosteskaft eller et teleskopskaft. En stick bruges typisk af kørestolscurlere eller curlere, der ikke kan foretage et slide fra hack'et. Gribehovedet har fat om stenens håndtag. Med stick'en skubbes stenen af sted, og den kan, lige som ved et "normalt" delivery, få rotation/curl efter spillerens ønske.

 

OM SPILLERNE:

A4:                      "Any Four". Betegnelsen A4 betyder, at holdet kan have enhver tænkelig sammensætning (junior/senior/dame/herre).

Any Four:             Se: A4.

Curler:                Person, der spiller curling (curlingspiller).

Hold:                    4 spillere, fordelt med en 1'er, en 2'er, en 3'er og en skipper. Ofte har man en 5. spiller med på holdet, som kan træde ind, hvis en spiller ikke kan stille op til, eller gennemføre, en kamp.

Mix-hold:             Se: Hold
                            De 4 spillere sætter sine sten "på skift mellem kønnene" - enten
n m n m
                            eller
m n m n. En spiller må kun afløses af en reservespiller af samme køn.

1'er / Lead:          Sætter de 2 første sten.  

2'er / Second:      Sætter sten nr. 3 og 4.

3'er / Third:          Sætter den 5. og 6. sten. 3'eren er oftest vice-skipper.

4'er:                      Sætter de to sidste sten. Er som regel skipper.

Skip(per):              Den af spillerne, som styrer spillet for holdet. Skippers placering er i det hus, der spilles imod. Skipper skal være en god strateg, have sans for det taktiske, situationsfornemmelse, være god til at bedømme vinkler, og er typisk det samlende midtpunkt på holdet.

Viceskip(per):       Den af de 3 andre spillere, som træder i skipperens sted, når denne skal sætte sine to sten. Viceskipperen træder som regel ind som skipper, hvis denne ikke kan stille op til, eller gennemføre, en kamp.

 

OM NOGLE UDTRYK:

En "Hammy":        Skotten Hammy McMillan har lagt navn til en bestemt - helt umulig! - måde at spille en sten på, som populært sagt er en skæv raise, som laver en takeout på en skotte, som ellers ikke er til at ramme på nogen forudsigelig måde!!!  Han har engang vundet en EM-finale over Danmark på denne specialitet, som ikke står at læse i nogen af curlingsportens teoribøger...   Udtrykket dækker efterhånden også andre lige så umulige opgaver i en curlingkamp!

Hard:                    Der skal virkelig trykkes til under fejningen!

Holde rent:           En eller begge fejere holder isen foran stenen ren, så denne ikke kan samle små partikler, hår eller lignende op under glidefladen.

Hurry:                  Der skal fejes kraftigt, og med godt tryk.

Kagearm:              En slatten sten uden fart, saft og kraft!

Kaffecurler:         Curler, som ikke nødvendigvis spiller på højt niveau... (Lad os bare sige det...)

Læse is:                At lære isens beskaffenhed (og særheder) at kende.

Overarm:              En sten, som får et ekstra tryk, så den bliver alt for hurtig, upræcis etc.

Stjæle en ende:     At et hold får point i en ende, selv om de ikke har fordelen af sidste sten.

Sweep:                  Der skal fejes med let til medium kraft og vægt.

"uIIIIIIiiiihhh...":     Udtryk som betyder "FEJ!!!", (- muligvis Ja! på fransk, eller også det samme som Sweep!) Udtrykket bruges ikke af særlig mange curlingspillere...   Men det er da ret kendt!

"Who-oa...":            Stop fejningen!

 

OM POINTS:

Blank end(e):          En end(e), hvor ingen af holdene får points. Holdet, som havde fordelen af sidste sten i den blanke ende, får ligeledes fordelen af at have sidste sten i den efterfølgende ende.

Hammer-symbol:  På en pointtavle kan et hammer-symbol anbringes ud for det hold, som har fordelen ved at kunne spille den sidste sten i den første ende. Den engelske betegnelse - "They've got the hammer" - bruges som udtryk for fordelen, og lægger derfor grund til symbolet.
                              

Point-sten:              De sten som er pointgivende, når en ende er færdigspillet. Kun ét hold kan få points i en ende = 1 point pr. sten, som ligger tættere mod tee/centrum af huset end modstanderholdets (Se også under punktet Om spillet / Skotten).

Pointtavle:              Se: Scoretavle.

Score-kort:             Kort, som udfyldes med holdenes points for hver spillet ende. Efter kampen opgøres resultatet, og skipperne for hvert af holdene underskriver kortet, som kvittering for korrekte oplysninger. Kortet afleveres til turneringsledelsen.

Scoretavle:              Stor tavle, som for hver ende ajourføres med aktuelt antal point. Tavlen skal være synlig for begge holds spillere - og publikum.
                              

Smiley-symbol:        Samme betydning som hammer-symbol.

 

                     Se mere under:        ¤          ¤ 

 

 

Har du spørgsmål om udtryk, som du ikke kan finde her - eller mener, at forklaringen er forkert - så kontakt os på rungstedcurlingklub@sol.dk